Nyheder

Oktober 2019
Er der forskel på Sandplayterapi?
Afstedkommet af flere henvendelser og spørgsmål om måden, hvorpå Sandplay udføres i praksis kommer her et par overvejelser om emnet.
Svaret er ja; – der er grundlæggende forskelle mellem den jungianske Sandplayterapi udviklet af Dora Kalff og de metoder, som ligger tættere på Margaret Lowenfelds arbejde kaldet World Technique. Den første kalder sig Sandplay Therapy, den anden Sandtray Therapy, men begge udspringer af Margaret Lowenfelds pionerarbejder med børneterapi, ligesom der er flere terapeutiske retninger, som benytter sand og figurer i forskellig sammenhæng.
Der er nyligt stiftet en international sammenslutning og forening for Sandtray Therapy, – et stort og længe næret ønske forstår vi. Hjerteligt til lykke herfra!
Se eventuelt https://worldsandtherapy.org, hvor man kan få mange gode oplysninger.

På https://www.isst-society.com er der oplysninger om den jungianske metode, som er den vi arbejder tættest på i Dansk Sandplay Institut, men læs artiklen her på siden ”Hvad er Sandplayterapi”, hvor vi går i dybden med metodens historie og praksis. Dansk Sandplay Institut er endnu ikke en del af den internationale forening, men det er et fremtidsmål i en længerevarende proces, og der arbejdes i kulissen for at realisere drømmen.
Vi kan naturligvis ikke garantere at folk arbejder uændret og på samme måde efter færdiggjort uddannelse, men vi understreger gerne, at vi lægger navn til at man er uddannet hos Dansk Sandplay Institut. Vi anbefaler også, at klienter altid kan efterspørge uddannelsesbeviser og diplomer som sikkerhed for dette.
I forlængelse heraf vil vi også opfordre til, at man spørger ind til den enkelte sandplayterapeuts metode, tænkning og praksis, så man kan være sikker på, at man får den arbejdsform, der ligger tættest på ens egen overbevisning.
De terapeuter, som er uddannet hos os, kan kalde sig ”Sandplayterapeut DSI”, og dermed være med til at tydeliggøre, hvordan den uddannelsesmæssige baggrund er.


ISST Kongressen i Berlin 2019 er vel overstået.
September 2019
Det var en velsmurt og flot organiseret kongres med et omfattende og spændende program bestående af morgenpræsentationer, formiddags keynote speakers, før-frokost præsentationer, eftermiddagspræsentationer og afsluttende keynote speakere.
Mange præsentationer berørte dels hovedtemaet ”Dreaming with the hands”, men havde også fælles islæt, der berørte andre temaer fra forskellige synsvinkler, f.eks. de mere neuropsykologiske aspekter af arbejdet med sand og vand forstået også i den neuro-sekventielle sammenhæng ligesom flere talte om arbejdet med vand i sandkasssen
Der indledtes med en dybt interessant forelæsning af Toshio Kawai fra Kyoto, der blandt andet talte om den helt konkrete fysiske oplevelse af sandet og om rejsen til og i sandet som en slags pilgrimsfærd. Han talte om, når børn kravler op i sandkassen og efterlader deres ’fodspor’, som i ”det her er mig” og ”det her er mig mellem billederne i ’den anden’ verden”. Kawai talte om den før-moderne verden med dens levende myter og magi og om, hvordan Sandplay ifølge hans mening er forbundet med og til denne verden. Han understregede at den før-moderne forståelse af psyken er bevaret i japansk Sandplay og knyttede an til pilgrimsfærden, hvor man i sandkassen kan være i nuet, som man man være i naturen. Her bliver psyken åben for det kollektive og den mytologiske verden, – sjælen åbner sig.
” Dreaming with Legs: Transformation of Mandala in the East Asia from meditation to pilgrimage”

Fredagens anden key notespeaker var Beatrice Donald fra Canada, der talte om Wilfred Bions teorier i en forståelse af hvordan symbolet opstår og omformes til billeder. Donald talte om hvordan det ubevidste arbejder mens vi er vågne i processen, og hvordan det er nødvendigt for at få en levende følelsesmæssig oplevelse. Donald udforskede hvordan Bions forståelse kan understøtte Kalffs tanker om at undlade rationel tolkning eller afbrydelse undervejs i den terapeutiske proces. Præsentatiionen blev illustreret af et barns sandkassebilleder. ” Dreaming Of Loss – In Order To Bear It”

Fredagens afsluttende præsentation var med S.Augusto Sabbadini fra Italien, der talte om I Ching og ikke inkluderede sandkassen, – til gengæld bidrog han med andre aspekter på det ubevidste, I Ching, som er en urgammel kinesisk orakel tradition brugt af shamaner gennem årtusinder. Man deler, tællerog ’kaster’ et bundt på 50 røllikestilke, mens man tænker på (drømmer) sit spørgsmål til oraklet (eller det ubevidste). Pindene former en figur, som efterfølgende kan identificeres i et hexagram, der har en tilsvarende tekst, som derefter konsulteres. Processen tillader skjulte symbolske dimensioner af vores nuværende situation at manifestere sig i bevidstheden og på denne måde bidrage til, at vi finder en passende måde at forstå vores situation på, således at vi kan handle og være mere bevidste om hvilken vej vi vælger. Det metaforiske og intuitive element ved denne metode giver plads til refleksioner over tænkning og følelser, og gav også tilhørerne lejlighed til at fundere over den måde det ubevidste kan udtrykke sig her såvel som i sandkassen.” MIRROR OF THE PRESENT: Dreaming with Hands in the I Ging”

Lørdag indledtes med en forelæsning af Alex Esterhuyzen fra Hong Kong og afgående præsident for ISST, som talte om sandet i sandplayterapi. Esterhuyzen henledte opmærksomheden på at det ikke hedder ”figurterapi” men Sandplayterapi: ”Remember, it’s not called miniature therapy but Sandplay therapy” for at understrege, at alene kontakten med sandet har den allerstørste værdi og bør have vores bevågenhed. Han talte ligeledes om, hvordan dét at ’være’ i sandet vækker sansemotoriske erindringer og hvordan der foregår en ’nedefra og op’ – sanseregulering i forhold til hjernens aktivitet, når det gælder traumearbejde.
Esterhuyzen påpegede at sandplay foregår (aktiverer og forarbejdes) i den højre hjernehalvdel – ligesom traumerne og påpegede den neurobiologiske og -psykologiske sammenhæng med det forholdsvis store område af hjernen, der er optaget af at registrere, styre og forarbejde sanseindtryk fra hænderne – tænk på Homunculus figuren. Også Esterhuyzen talte om vandet i sandet og om, hvordan det at mestre den rette blanding også er udtryk for resultatet af en ongoing udviklingsproces i psyken.
” The “Sand” in Sandplay Therapy”

Lørdagens anden keynote speaker var Judy Zappacosta fra USA, der talte om kroppens plads i Sandplay terapi. Zappacosta tog udgangspunkt i Jungs udtalelse om, at det er højst sandsynligt at psyke og materie (stof) er to forskellige apsekter af den selvsamme ting, og illustrerede sin præsentation med en case om somatisk sygdom, der gennem sandplayterapi og et fornemet samarbejde med den medicinske behandling blev forvandlet til en initieringsproces for et ungt menneske med en autoimmun sygdom. Når billedet ses som et symbol (for noget) og sandet/materien defineres som krop, gives der et indviet sted for psykisk og fysisk vækst med mulig forandring til følge, sagde Zappacosta.
” Integrating Psyche & Soma: Sandplay Therapy & Embodied Consciousness”

Resten af dagen gik med generalforsamling, hvor ISST’s nye formand Tukuji Natori fra Japan blev valgt.

Søndag formiddags første keynote var Anke Seitz fra Tyskalnd, der talte om drømme og leg og sammenlignede Jungs ideer om fantasi og Winnicotts verden af leg som analoge verdner hvor liminale (overgangsagtige) oplevelser kan finde sted. Sandkassen bliver ifølge Seitz et liminalt rum – et rum midt imellem – hvor alle slags sansninger kan finde sted. Vi rører og berøres. Når vi taler med hænderne, siger Seitz, betyder det at der sker fysisk virkeliggørelse – en kropsliggørelse hvor det mellemmenneskelige aspekt er afgørende. Hændernes leg ses som en intra psykisk dialog mellem det bevidste og det ubevidste og den mellemmenneskelige dialog mellem klient og terapeut folder muligheden for at opleve sig selv som et levende individ ud, – hermed, siges det, kan Selvet dukke op og vise sig i sandet. Seitz foreslog at vi kan bruge drømmeanalysemodellen til at forstå sandbilledet.
” Reshaping Fantasies – Overcoming Nightmares”

I den efterfølgende præsentation talte Lenore Steinhardt fra Israel om, hvordan sandet blev brugt næsten helt uden andre figurer og om, hvordan klienten nogle gange brugte sine kreationer i sandet som om man kunne se sin skæbne i dem. I sagen viste sig arketypiske billeder og traditioner fra klientens formødre og meget atypisk modellerede hun sine figurer fra mange sider af kassen ligesom hun aktivt bevægede sig rundt og betragtede sine billeder fra alle sider. Steinhardt spekulerede undervejs over, hvad det betyder at der ikke bruges miniaturer hvilket i dette tilfælde relateres til en svær opvækst, en traumatiske flugt og et manglende selvværd.
” Sculpting sand in the sand tray: a 32-year-old woman transforms a troubled dream into a happy life”

Kongressens næstsidste fælles forelæsning var af Ruth Amman fra Schweiz (tidligere præsident for ISST, nu 86 men still going strong), der talte om, hvad der kommer efter terapien og om hvordan terapeut og klient gensidigt påvirker hinanden undervejs i processen . To mennesker, hvoraf den ene drømmer og vågner i et gentagent mønster, der er som en slags musikalsk ledetråd, som vil os noget. Hun talte om at se klientens billeder i fællesskab ikke én men måske flere gange til fælles forståelse og udvidelse af sjælerummet. Amman talte om ’the sensation-intuition-feeling process’ – den der foregår undervejs i terapien – og så det sidste gensyn af billederne som kroningsøjeblikket i terapien. Her folder alle elementerne, der er samlet hen ad vejen, sig ud i reflektioner og tænkning. Dette ses som en syntese af klientens og terapeutens historier, og det er måske ikke overraskende at Amman har dette fokus efter så mange år med fasciliterende processer. Også Amman illustrede sin præsentation med billeder fra et sandplay forløb med en sygdomsramt klient.
” Dreaming with the Hands, but what comes afterwards?”

Godt mætte nåede vi mandagens sidste oplæg – holdt af Jörg Rasche fra Tyskland og indledt med musik på fløjte og Bratsch til at illustrere rytmen og interaktionen mellem mor og barn. I løbet af forelæsningen fik vi spillet flere musikstykker, som eksempler på dialogen mellem mor og barn og de præverbale processer, der fører til opkomsten af vores psyke/sind. Vi så et lille klip af en mor og hendes spædbarn, – en smuk og glad interaktion, der virkede ekstra stærk, da det kun langsomt sivede ind i bevidstheden at moderen faktisk talte dansk.Rasche fremhævede at denne slags musik – en der ’taler’ og en der ’svarer’ rytmisk – lægger sig tæt op ad oplevelsen i Sandplay terapi, hvor man også ser disse tidlige interaktioner og den gensidige udveksling af tilstande i krop og sjæl.
” The Ontogenetic Dance and the Algorithms of Mind”

Herudover var der hver dag som sagt mange flere præsentationer og diskussionsfora – omkring 55 i alt, – her er blot gengivet de fælles forelæsninger fra keynote speakerne.


ITW – Intensive Training week på Malta 2018
August 2019

Den Internationale Sandplay terapi organisation ISST afholder hver andet år, forskellige steder i verden, en eller to træningsuger med deltagere fra hele verden. I år deltog 5 terapeuter fra Dansk Sandplay Institut, fordelt på to forskellige træningsuger i august.
Vi var tre danske deltagere, der fulgtes ad og havde en fantastisk uge på Malta. Det var vores første deltagelse i det internationale samarbejdsfælleskab omkring Sandplay.
Vi mødtes med sandplayterapeuter fra 23 lande fordelt over samtlige verdensdele, og det blev en kæmpe oplevelse.
Da vi den første dag samledes, terapeuter fra hele verden, med samme faglige interesse, gik det for alvor op for os tre, hvor udbredt og anvendt Sandplay terapi er, samt hvor seriøst og dybdegående der arbejdes med uddannelsen af terapeuterne.
Vi havde alle en fælles forståelse af menneskets psyke, uanset hvilken kultur vi kom fra.
Sandplay terapi ER internationalt. Alle nationaliteter i hele verden fra 3-4-årsalderen kan udtrykke sig i symbolsk sprog. Vi vidste godt dette i forvejen, men nu og her blev det meget tydeligt.
Vi oplevede i dette faglige fællesskab, at der var mange fælles menneskelige problematikker, der kan bearbejdes og afhjælpes via sandplay terapi, uanset hvor i verden vi er. Vi oplevede også, at der er helt specifikke problemstillinger, der er kulturelt bestemte, og som også kan afhjælpes og lindres/ løses gennem Sandplayterapi. Vi lærte bl.a. hvorledes sandplay terapi med succes anvendes i katastrofeområder, som akut traumeterapi.
Det blev tydeligt for os i ugens løb, at sandplay terapi er tidssvarende og i vækst i mange lande. Bl.a. er der i flere lande sandplay værksteder på skoler.
Metoden i sig selv kan rumme alle mennesker og problemstillinger, og netop det internationale samarbejde medfører, at vi som sandplayterapeuter bliver dygtigere og dygtigere til at kunne forstå, støtte og rumme klienter af enhver nationalitet/religion/kultur.
Vi er nu en del af et stort internationalt fagligt netværk, som vi kan trække på.
Det blev tydeligt for os, at vores uddannelsesmæssige baggrund fra DSI, levede op til international standard, vi følte os godt rustede til at konsumere ny faglig viden og har alle taget meget med hjem, der styrker vores praksis.

Anita, Marion og Birthe
Sandplayterapeuter DSI

Ved Marianne Molbech
Den internationale organisation for Sandplayterapi (ISST) afholder hvert andet år en træningsuge, hvor sandplayinteresserede terapeuter kan deltage og blive klogere på såvel teori som praksis samt erhverve sig timer i det regnskab, som en dag måske fører til certificering den jungianske Sandplay terapimetode i internationalt regi.
Omtalt som ITW i forkortelse, – det står for Intensive Training Week.
Man tilstræber at lægge træningen i lande, hvor der er basis for at understøtte sandplayinteressen og dermed også – med tiden – dannelsen af respektive nationale Sandplayterapi foreninger, der knyttes til ISST og indgår i et vidtstrakt internationalt samarbejde. Deltagerne er ofte såkaldt Independent Routers – dvs. studerende som ikke har en national forening, men ITW bruges også af studerende, der allerede har en sådan national forening til at fordybe, nuancere eller perspektivere den undervisning, som tilbydes ’derhjemme’. Programmet afspejler behovet for såvel indføring på begynderplan samt undervisning for de mere erfarne.
I år blev arrangementet afholdt på Malta og for første gang var søgningen så stor, at der blev udbudt to hold.
Her følger et par beretninger fra os, der var afsted, – vi var 2 i første uge og 3 i anden uge. Vi er alle praktiserende sandplayterapeuter fra Dansk Sandplay Institut. Fire af os deltog for første gang, mens den sidste havde sin tredje og sidste tur.

Det var mit tredje og sidste ITW, og det skriver jeg med en slags vemodighed, – for ITW er lidt en magisk bobbel, som man træder ind i med masser af
forventninger, og træder ud af igen fuldstændig fyldt op i hoved, sjæl og krop efter mødet med mange fremmede mennesker, der alle har samme interesse som én selv, og er kommet netop af den grund. På trods af sprogbarrierer, jetlag, hedebølge, små, stikkende bæster og manglende aircondition blev også dette års ITW en særlig hjertevarm og fagligt berigende oplevelse.
Intensive Training Week er betegnelsen og den karakteriserer egentlig også meget godt, hvad det overordnet går ud på:
Intensiv er ordet – med undervisning og supervision fra 9 morgen til halv ti aften. Træning/undervisning på en bredt anlagt plan for at give indsigt i forskellige kulturelle og individuelle udgaver af Sandplayterapien og samtidig anskueliggøre de overordnede fællestræk, der kommer til udtryk uanset om man arbejder i Japan eller i Italien. En uge – ja og lidt mere endda med ca. 5½ dags propfyldt program. Lærerkollegiet i uge 1 bestod af undervisere fra Canada, Hong Kong, Italien, Israel, Japan, Tyskland og USA.
Omkring tres mennesker fra 16 forskellige lande, – det er ærlig talt vildt.
Indkvarteringen lod noget tilbage at ønske; – et godt brugt præsteseminarium uden midler til renoveringer eller vedligehold.
Det er ikke uden betydning, hvordan man er indkvarteret i en uge med rigeligt mentalt arbejde.

Kroppen trænger til at blive brugt og til aflastning, – derfor var det et vidunderligt og velkomment afbræk i programmet, at vi onsdag var på heldagsudflugt og besøgte de oldgamle templer på øen og den tidligere hovedstad Mdina.

Det faglige udbytte af sådan en intensiv undervisning er stort, – og det kræver tid at fordøje og filtrere alle informationerne og indtrykkene. Forskellige emner har lagret sig i forhold til min hverdag, og den relevans de har for min praksis. Der er emner, som vedrører min sidste store opgave inden forhåbentlig certificering, og der er emner som vedrører det daglige arbejde med sandkasserne og dem, der bruger dem.

Jeg har f.eks. fået en øget opmærksomhed på nogle af de rigtig lange forløb – både i analysen af dem, og i forhold til at se efter temaer som kan fortælle noget om, hvor man er i processen.
I den massive mængde af information er det til stadighed en fordel at tage fyldige noter, så kan man bladre tilbage og huske sig selv på, hvad det nu lige var, vi blev indviet i.
Som repræsentant for vores lille institut brugte jeg tid på at afstemme det faglige indhold i vores undervisning med det underviserne formidlede. Jeg tror jeg tør sige, uden at trutte for meget i eget horn, at vi hænger rigtig godt på.